
Udsigt til ungdom
Ungdommen indtager Roskilde-silo
En tidligere kornsilo i Roskildes sydlige bydel har fået sin anden ungdom – med et nyt og knapt så tørt indhold!
Ungdomsboliger i 12 etager fylder nu bygningen, der i mange år lå som en ruin. De unge mennesker, der bebor de øverste etager i den 38 meter høje bygning, er tilmed så heldige at have en fantastisk udsigt over Roskilde.
Med d.a.i. som totalrådgiver for bygherren Brunder Ejendomme er der i den gamle silo skabt i alt 169 ungdomsboliger. Det samlede etageareal udgør 7.406 kvadratmeter inklusive fællesarealer. Efter nedrivning af en del af det oprindelige silotårn er dette nu genopbygget med samme ydre mål og højde som førhen. Også det sociale liv er tilgodeset, idet ombygningen har skabt plads til etablering af to gårdrum med et ideelt lysindfald og god plads til at feste, snakke, spise og hygge.
