Udsigt for alle



Patienter og personale får bedre forhold - og en formidabel fjordudsigt - efter renovering på Regionshospitalet Horsens

Den betagende udsigt over Horsens Fjord fik mange rosende ord med på vejen, da medicinsk afdeling P7 på Regionshospitalet Horsens blev officielt indviet. Regionsrådsformand Bent Hansen udtrykte derudover i sin tale glæde over, at der nu er skabt balance mellem de fysiske rammer og de opgaver, der skal løses på afdelingen.

Renoveringen af sengeafsnittet på syvende etage har ”åbnet op” for både dagslys og en storslået udsigt over Horsens Fjord, som i årevis var godt skjult bag ydervæggene. Det er d.a.i., der som Regionshospitalets faste rådgiver gennem 20 år, har forestået den to år lange renovering, hvor patientvelfærd og gode arbejdsforhold for personalet har haft højeste prioritet.

Chefsygeplejerske Anna Birte Sparvath takkede alle, der gennem de seneste to år har haft deres gang på afdelingen, for en stor tålmodighed. Man er nu i mål, og alle kan dermed høste belønningen i form af en lys og indbydende hospitalsafdeling. Indvielsen blev afsluttet med en kort rundvisning i de nye lyse lokaler med den smukke udsigt, som medarbejdere og patienter dagligt har stor glæde af.