Lupinvej-Resedavej-renovering indviet



Siden 2007 har d.a.i. været bygherrerådgiver på den gennemgribende renovering af boligområdet Lupinvej-Resedavej. En renovering, der nu er officielt indviet.

Fire års renovering i den helt store skala er tilendebragt i boligområdet Lupinvej-Resedavej i Silkeborg. Ikke mindre end 450 millioner har projektet kostet, hvilket gør det til det største samlede renoveringsprojekt i Silkeborgs historie. For at markere afslutningen, havde bygherrerne, Arbejdernes Byggeforening og Arbejdernes Andelsboligforening i Silkeborg, indbudt til officiel indvielse, og de mange fremmødte beboere var med til at gøre dagen til en festdag i det rød/hvid-stribede festtelt, der var opstillet til lejligheden.

Akkompagneret af en konstant summen af stemmer, blev de officielle taler gennemført, hvorefter Silkeborgs borgmester, Hanne Bæk Olsen, som dagens "saksefører" kunne erklære renoveringsprojektet indviet. Herefter blev den udlagte presenning trukket til side og afslørede et grill-/bålsted, hvor det - efter nogle forsøg - lykkedes at få gang i ilden. Grill-/bålstedet er en gave fra d.a.i., der har været bygherrerådgiver på det store projekt, og totalentreprenøren, Hoffmann A/S.

Renoveringen, der allerede har betydet varmebesparelser for beboerne, har blandt andet omfattet renovering af facader og tage, efterisolering, udskiftning af vinduer, gennemgribende renovering af udearealer samt udskiftning af vand-, varme- og kloakrør. Ved d.a.i.s hjælp er der opnået økonomisk støtte fra Landsbyggefonden. Opgavens enorme omfang tydeliggøres måske bedst ved at nævne, at i alt 63.877 kvadratmeter - fordelt på 760 lejligheder - er omfattet af renoveringen.

Stemningsbilleder fra indvielsen kan ses her.