
Fremtidsdrømme og beboerdemokrati
Workshop indledte den forestående renovering af 241 boliger i Vejlby Vænge, hvor d.a.i. er totalrådgiver.
Beboerdemokratiet kom i anvendelse, da entusiastiske beboere luftede deres fremtidsdrømme ved et idémøde, der indleder renoveringsprocessen for 241 toetages boliger i Vejlby Vænge i Risskov. Boligområdet, der hører under Boligforeningen 10. marts 1943, er opført i 1970´erne. d.a.i. er total- og procesrådgiver på renoveringsprojektet, der blandt andet omfatter nye badeværelser, efterisolering af facaden og nye vinduer.
d.a.i.s medarbejdere, der har ekspertisen, når det gælder de beboerdemokratiske processer, deltog ved idémødet, hvor de vejledte beboerne og hjalp med at prioritere de mange ønsker.
For at sikre størst mulig hensyntagen til beboerne samt mindske risikoen for uforudsete udgifter, er der udvalgt to prøveboliger, der vil stå færdige i slutningen af 2009. Herefter færdigprojekteres og sendes i udbud, inden de resterende boliger istandsættes med start september 2010.
