
Første, andet, tredje, fjerde, femte spadestik!
Vi fik, hvad vi kom for - og mere til - da det obligatoriske første spadestik til nyt domicilbyggeri greb om sig.
Forsyningsvirksomheden Elro i Randers havde indbudt til første spadestik på sit nye domicilbyggeri, som d.a.i. er arkitekter og rådgivere på. Men faktisk blev det til en fire-fem stykker: Først det obligatoriske spadestik med administrerende direktør Henry Lei Jacobsen og bestyrelsesformand Berner Nielsen som "spadeførere". Dernæst steg Henry Lei Jacobsen ombord i den helt store "gravemaskine", hvor han i fin stil fik foretaget yderligere tre-fire "spadestik" under overværelse af en stor skare af tilskuere.
Forinden havde Berner Nielsen i sin tale udtrykt glæde over, at det netop blev projektet fra d.a.i., der vandt den udskrevne arkitektkonkurrence. Særligt glad var han for at kunne fortælle, at der også blandt naboerne til det nye domicil på Normannsvej er stor tilfredshed med udformningen af nybyggeriet. Endvidere fremhævede han, at der ved opførelsen anvendes de mest moderne og energibesparende facader og vindueselementer, ligesom al indvendig klimastyring er blandt det mest avancerede. Ved samtidig at udnytte overskudsvarme fra IT-driftscentret samt gøre brug af jordvarme har man opnået et byggeri, der ikke skal tilføres egentlig varme udefra. Det er d.a.i., der som energirådgiver har designet det avancerede energikoncept.
For totalentreprisen står MT Højgård, der vandt udbuddet. Det 5300 kvadratmeter store domicil vil stå færdigt i foråret 2010.
