Et mageløst malteri



Vestbyen i Horsens har med en vellykket transformation af det historiske malteri fået et markant vartegn.

"Se mor, det er her, du skal bo". Adskillige af de fremtidige beboere med familie var i lørdags mødt frem til indvielse og åbent hus på Horsens Kommunes nye demensafsnit på Malteriet i Houmannsgade i Horsens. Med grønt silkebånd for indgangen stod den tidligere industribygning efter næsten to års ombygning klar til den specielle dag, der indledte en ny epoke for det historiske malteri. d.a.i. arkitekter ingeniører udviklede ideen om at skabe en ny storhedstid for den markante bygning med den stolte fortid, og d.a.i. har været totalrådgivere gennem hele processen.

Charlotte Juhl Andersen, formand for Udvalget for Voksenservice i Horsens Kommune, beskrev i sin tale sin umiddelbare reaktion, da hun forud for igangsætningen af ombygningsprojektet besøgte Malteriet: "Det så forfærdeligt ud". Sammen med sundhedscenterchef Brita Aagaard og formanden for Andelsboligforeningen Beringsgaard, Niels Grønlund, kunne hun imidlertid nu glæde sig over den vellykkede transformation fra industribygning til boliger. Efter at Charlotte Juhl Andersen og Niels Grønlund sammen havde løsnet sløjfen på det grønne silkebånd og markeret demensafsnittet officielt åbnet, strømmede de mange gæster til musik fra Horsens Garden indenfor for at tage demensafsnittet i nærmere øjesyn.

Se alle billederne i webalbummet: http://picasaweb.google.dk/anette.roien/Malteriet?feat=directlink