
DAMEN MED GULDSAKSEN
Besøg af en tryllekunstner om formiddagen. Og en dame med en guldsaks om eftermiddagen. Det var oplevelsernes dag for børnene i Tørring Børnehus, der blev officielt indviet efter om- og tilbygning.
Hele to røde bånd måtte borgmesteren i Hedensted Kommune, Kirsten Terkilsen, klippe over, inden indvielsen af "det nye" Tørring Børnehus var fuldført. På denne festdag markerede man nemlig både indvielsen af den nye tilbygning og renoveringen af den oprindelige del af huset. En veloplagt Kirsten Terkilsen, der i øvrigt selv for år tilbage har arbejdet som medhjælper i institutionen, fik børnene med til at råbe hurra for børnehuset, inden man gik indenfor, hvor arrangementet fortsatte med taler og afsløring af et langt maleri, hvori børnenes tegninger indgår.
Fra lederen af børnehuset, Kirsten M. Pedersen, var der ros til d.a.i. for at have styret byggeprocessen, så dagligdagen i institutionen kunne fungere sideløbende med byggeriet. Ligeledes var der ros til håndværkerne for godt udført arbejde.
To velkendte tegneseriefigurer har i øvrigt fundet vej til børnehaven. På de nye badeværelser er der nemlig på væggen udført flisemosaik med henholdsvis Tigerdyret og Peter Plys. Den søde og sjove udsmykning er blevet til efter idé af d.a.i.s arkitekt.
Tilbygningen til Tørring Børnehus viser vejen for fremtidens institutionsbyggeri, idet den er udstyret med solcelle- og jordvarmeanlæg og dermed opfylder de skrappe krav til energiklasse 1-byggeri.
Se billederne fra dagen: http://picasaweb.google.dk/anette.roien/IndvielseAfTRringBRnehus?feat=directlink
