Ældreliv i nye rammer



Alle sejl var sat til, da Plejecentret Lindehøj indviede nybyggeri.

Himlens grålige toner kunne ikke overdøve tonerne fra de veloplagte musikere i Horsens Garden, der trak op med fuld musik, da der lørdag den 7. november var indvielse på Plejecentret Lindehøj i Horsens. Et 3.900 kvadratmeter stort nybyggeri - første etape af et omfattende bygge- og renoveringsprojekt - blev denne dag officielt indviet på festlig vis. Flagalleen var på plads, og der var deltagelse af blandt andre Horsens´ borgmester, Jan Trøjborg, Charlotte Juhl Andersen, der er formand for Udvalget for Voksenservice samt Niels Grønlund, der er formand for Andelsboligforeningen Beringsgaard.

I den kommende tid vil plejecentrets beboere flytte til de nyopførte boliger, hvorefter projektets anden etape - renovering af de oprindelige boliger - kan igangsættes. I alt 4.300 kvadratmeter vil gennemgå en modernisering, der betyder, at to værelser slåes sammen til et-rumsboliger med eget køkken og toilet. Fællesarealer samt servicearealer renoveres ligeledes.